-
Kuldsejlet andelskasse står til bøde på 794 millioner
Source: BDK Borsnyt / 14 Nov 2024 04:24:16 America/New_York
Anklagemyndigheden vil have resterne af den kuldsejlede Københavns Andelskasse idømt en bøde på 794 millioner kroner for brud på hvidvaskloven. Det fremgår af et bødeforlæg mod andelskassen udfærdiget af National enhed for Særlig Kriminalitet, som Ritzau har fået aktindsigt i. Københavns Andelskasse blev i 2018 overtaget af det statslige selskab Finansiel Stabilitet med henblik på afvikling og lyder nu det knap så mundrette navn FS Finans VI A/S. Det skete, efter at Finanstilsynet valgte at inddrage andelskassens pengeinstitutlicens på grund an række uregelmæssigheder. Finansiel Stabilitet blev stiftet på bagkant af finanskrisen med det formål at overtage driften af nødlidende banker for at kunne afvikle dem mest hensigtsmæssigt. Andelskassen er sigtet for tre overtrædelser af hvidvasklovgivningen begået i en periode fra januar 2017 til september 2018. Det drejer sig blandt andet om manglende intern kontrol til forebyggelse af hvidvask. Derudover har andelskassen ifølge sigtelsen overtrådt reglerne i forbindelse med samarbejdet med seks navngivne udenlandske virksomheder. Der er gennemført mere end 30.000 transaktioner til en samlet værdi af knap 3,2 millioner kroner med selskaberne, uden at andelskassen har haft det krævede kendskab til, hvem det egentlig var, man drev forretning med, lyder det i sigtelsen. Og endelig så fortsatte andelskassen ifølge sigtelsen sine forretninger med tre af selskaberne og gennemførte transaktioner for to en halv milliard kroner uden at undersøge formålet med transaktionerne nærmere, selv om andelskassen havde fået en række advarselstegn om, at der kunne være ugler i mosen. Det fremgår af bødeforlægget, at anklagemyndigheden og Finansiel Stabilitet har drøftet sagen på forhånd, og at Finansiel Stabilitet ved et retsmøde vil erkende et strafansvar. Anklagemyndighedens præcise strafpåstand lyder på en bøde på 794.296.500 kroner. Der endnu ikke berammet et tidspunkt for retsmødet. Ud over sagen mod selskabet verserer der en efterforskning i samme sag, hvor flere personer er sigtet. De er beskyttet af et navneforbud, og det vil derfor være strafbart at røbe deres identitet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/kuldsejlet-andelskasse-staar-til-boede-paa-794-millioner